Miðvágur – Bøsdalafossur

Miðvágur – Bøsdalafossur

Busrute 300 kører gennem Miðvágur fra Sørvágur og Tórshavn.

Stå af bussen ved den gamle politistation (ikke længere i brug) i Midvágur og gå sydpå gennem bygden, til du når udmarkslågen. Undervejs ser du Trøllkonufingur, en høj klippe sydøst for bygden Sandavágur. Gangstien, den gamle sti til tørveskærene, begynder ved udmarkslågen. Gå gennem den gamle tørvehede og bemærk de mange sammenfaldne tørvegemmer af sten (kráir). Der er ingen varder på strækningen.

Indsøen er Færøernes største. Den hedder både Leitisvatn og Sørvágsvatn, men lokalt kaldes den bare Vatnið.

Der går flere sagn om huldrefolk ved Vatnið. Et stem mellem Miðvágur og Sørvágur var der en huldrehøj. Engang bøde en huldrekone præsten indenfor. Efter signende var der mange trolde i højen. Men præsten kunne mere end sit fadervor, og da han gik derfra, sørgede han for at låse højen forsvarligt. Da hørtes der både piben og klynken indenfor, fortælles det.

En nøkke (nykur) skal have boet ved Vatnið. Nøkke, et væsen, der bor i indsøer og siges at ligne en smuk hest, der lokker folk til sig, griber dem og drager dem med sig ned på søbunden. Der var engang nogle børn, der legede ved søbredden. Da kom nøkken i skikkelse af en stor hest, og børnene klatrede glade op på ryggen af den. Den mindste dreng, der ikke kunne komme op, blev bange og kaldte på sin bror, Niklas: “Nika beiggi (bror)” – han kunne ikke tale rent endnu. Nøkken troede, at det var dens navn, der blev råbt og mistede derfor sin kraft. Den forsvandt, og børnene var reddet. Nøkken mister al sin kraft, når den hører sit navn nævnt.

Úti í Svanga er der mange fugle at se om sommeren.

Trælanípa er et klippefremspring, som rager lodret 142 meter op over havet. I vikingetiden blev udslidte trælle kastet ud fra toppen, heraf navnet. Pas på, du ikke kommer for nær kanten – der er dybt ned! Herfra kan du se sydspidsen af øerne Streymoy, Hestur, Koltur, Sandoy, Skúvoy og Suðuroy.

Helt ude ved klippekanten ved Bøsdalafossur ses ruinerne af bygninger, som de britiske besættelsesstyrker under 2. verdenskrig efterlod.

Du kan komme over Bøsdalaá ved at benytte de trædesten, der er udlagt i åen. Derfra kan du nå et fjeldpas med en fin udsigt over klippen Geituskorardrangur. Du ser også Sørvágsbjørg, Mykiens og Mykineshólmur og mod syd ses Sandoy, Skúvoy og Suðuroy.

Tag hjemvejen ad stien nede ved indsøen på samme siden som på udvejen. Stien løber det sidste stykke gennem en fårefold.

Busrute 300 har fem stoppesteder i Miðvágur.

 

Kilde: “Færøerne til fods” udgivet af det færøske Turistråd i 2003